Pisco er en peruviansk druebrændevin, der fremstilles ved destillation af frisk bouillon fra den eksklusive gæring af druemost (druesaft) efter den traditionelle praksis i produktionsområderne, som tidligere er anerkendt og erklæret som sådan i den nationale lovgivning. De eneste områder, hvor der produceres Pisco, er kysten i departementerne Lima, Ica, Arequipa og Moquegua samt dalene Locumba, Sama og Caplina i departementet Tacna i Peru.
Forskellige krønikeskrivere som Guamán Poma de Ayala, Pedro Sarmiento de Gamboa, Fray Martín de Murúa, Bernabé Cobo og Pedro Cieza de León har anerkendt eksistensen af denne geografiske reference siden koloniens begyndelse og fremhæver desuden dyrkningen af vin og fremstillingen af vin og likør i dette område. Ligeledes nævner Miguel Cabello de Balboa i sin “Misceláneas Antárticas” fra 1586 udtrykkeligt Ica-, Yumay- og Pisco-dalene i sin beskrivelse af Perus sydkyst.
Fra det 17. århundrede og fremefter udviklede der sig, som flere krønikeskrivere og andre historiske kilder beretter om, et samspil mellem en jord, der egnede sig til vindruer, og en teknologisk kultur i dalene i det sydlige Peru, hvorfra Pisco brandy blev født. Piscos historie er derfor historien om en krydsning, der beriger vores kultur, og som vi alle anerkender som en del af vores nationale identitet både inden for og uden for Perus grænser.
På Perus kyst findes der en dal, en flod, en havn og en by, der siden kolonitidens begyndelse har heddet Pisco. Forbindelsen mellem Pisco og den peruvianske geografi og toponomi er derfor uomtvistelig. Pisco brandy, Perus traditionelle drikkevare og “flagskibsprodukt”, tilbyder i dag verden sin kvalitet af lang tradition og sine egne rødder.
